Nyt BLUS er på gaden
Hvad driver moderne dansk gastronomi frem? I dette nummer af blus dykker vi ned i bistronomien, den madkultur, der har flyttet fokus tilbage til råvaren, håndværket og sæsonen, og gjort op med idéen om, at gastronomi skal være fornem for at være ambitiøs.
Vi besøger Restaurant Vækst i København, hvor køkkenchef Casper Hansen lader sæsonens råvarer tale for sig selv i et drivhus midt i byen. Enkle retter, høj præcision og små overraskelser undervejs, en tilgang, der har sikret restauranten en plads i Michelin-guiden.
Vi tager også på besøg hos seks danske frugt- og grøntavlere fra hele landet. For selvom interessen for danske råvarer aldrig har været større, er produktionen i frit fald. Avlerne fortæller om udfordringerne, men i lige så høj grad om viljen og mulighederne. Gennem konceptet GartnerHjælpen aftager vi skæve danske frugter og grøntsager for at mindske madspildet i produktionen, fordi det er præcis denne form for dansk håndværk, vi ønsker at støtte op om.
I magasinet møder vi desuden familien Cardenau, der vil have god kvalitet tilbage i køkkenerne, kok Emilie Qvist Kjærgaard, der sætter kornet i centrum, og ostekommunikatør Camilla Bojsen-Møller, der guider gennem seks franske klassikere. Og så taler vi værtskab med Oskar Mathiassen, kåret til Årets Tjener 2026.
Dyk ned i fortællingerne, fagligheden og perspektiverne, og læs hele det nye blus nu.